Ejendomme i Danmark

Jeg købte min første ejendom her i Danmark i 2002 og har siden købt yderligere seks. Alle ejendommene er til udlejning og beliggende i København og omegn. Den geografiske begrænsning skyldes, at denne del af landet, er det eneste sted, hvor jeg føler, at jeg har tilstrækkeligt lokalkendskab og markedsindsigt til at foretage fornuftige køb.

Selvom ejendommene giver lidt bøvl i forbindelse med skift af lejere, småreparationer o.lign., hører disse opgaver fortsat til i småtingsafdelingen og må siges at kunne svare sig i forhold til det afkast, ejendommene genererer. På trods af at nogle af ejendommene er en del mere rentable end de øvrige, er jeg meget godt tilfreds med alle investeringerne. Samlet set giver ejendommene et gennemsnitligt afkast på 6,7% årligt.

Hertil kommer, at deres nuværende værdiansættelser er betydeligt højere, end da jeg købte dem. Dermed ligger der en potentiel profit i værdistigningen over tid, som jeg forhåbentligt kan nyde godt af, når jeg en dag sælger dem. Men som vi alle ved, er der ingen garantier for boligprisernes udvikling i fremtiden – og særligt ikke når de ligger i hovedstadsområdet. Jeg har flere bekendtskaber, som – pga. forskellige personlige omstændigheder – har været nødsagede til at sælge på dårlige tidspunkter som f.eks. under den sidste finanskrise. Det håber og satser jeg naturligvis på ikke bliver tilfældet med mine ejendomme, men der findes ingen garantier.

Om jeg i fremtiden køber flere ejendomme i Danmark, er usikkert. På den ene side føler jeg, at jeg allerede har nok, og på den anden side føler jeg, at jeg godt kunne finde på at slå til, hvis en god købsmulighed skulle byde sig. Set i forhold til afbalancering af min portefølje giver det nok ikke mening at lægge flere æg i den kurv.